En kærlig hilsen

Det der er så fantastisk ved de sociale medier og hele den her digitale verden er at vi efterlader os spor! Nogle mere end andre, også her på bloggen.
Så derfor vil dette indlæg være en kærlig hilsen til en jeg ved læser med!

Måske du gør det bevidst, måske gør du det i et håb om at det åbner op for kontakt. Den eneste der ved det er dig!
Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert her. Vi snakker om følelser, om hvordan et menneske kan føle inde i. Hvordan den samme historie, kan ses med to vidt forskellige øjne!

Så lad mig tage dig på en lille rejse, set med mine øjne!
Rejsen begynder i start sommeren sidste år. Et år hvor jeg gik på vej mod at fuldføre min største bedrift nogensinde, nemlig at fuldføre HF.
Et kamp jeg kæmpede nok så meget. Ikke kun for mig selv, også min far. For at jeg kunne gøre ham stolt og ikke mindst jer stolte!!
Jeg lagde mærke til en afstand der blev taget, men formået alligevel og lukke øjnene for den! For var vi ikke sådan en familie der talte lige ud af posen til hinanden og kaldte en spade for en spade.
Dagen for min endelige afslutning nærmet sig, uden en lyd fra nogle. Ej det er løgn, en lyd kom der. En aflysning fra en af de personer der betød allermest for mig. Hun skulle ud og rejse, så hun ville ikke kunne stå for min "fest" den dag vognen skulle køre. Jeg undet hende denne rejse, da jeg netop vidste at hun skulle rejse med en, hun ofte havde følt sig til side sat af. Og skaden var da ikke så stor, når jeg var sikker på at hun og de andre ville komme den dag jeg rent faktisk blev færdig med min sidste eksamen og fik min hue på. Den dag hvor en af mine lærere sammen med mig kunne fortælle hvilken rejse jeg havde været på og hvor meget jeg havde kæmpet.

En dato som var meldt ud i god tid, noget som alle kender mig, ved jeg ikke er skide god til! Men jeg gjorde det fordi det var det allervigtigste i hele verden for mig at stå der med de mennsker der betød allemest for mig!
Jeg fik en lang næse og 4 aflysninger. Jeg takker stadig den dag i dag min søns far for at tage over, for at hente min far så han havde mulighed for at komme og min veninde for at dukke op.
Uden min søns far, var der aldrig blevet nogle til at tage imod mig da jeg kørte vogn. Det vil jeg aldrig glemme. Men jeg vil heller aldrig glemme den tomme følelse jeg alligevel havde over det svigt jeg følte.

Her begyndte virkeligheden at gå op for mig. Noget var galt, men jeg vidste ikke hvad.
Mit puslespil begyndte den dag. Det værste af alle slags og et jeg ville ønsker jeg aldrig havde skulle ligge.
Min elskede far fyldte 70 år og jeg om nogen glædet mig til at fejre denne dag for ham! Den blev dog alt andet end god, set med mine øjnene.
En mur var sat op! Jeg husker tilbage på denne dag og husker jeg var så enormt sur, desværre husker jeg ikke over hvad. Sur på jer! Virkeligheden stod mig endnu mere klart da jeg inde i lokalet ser jer sidde der, hvad der for mig føltes som at blive taget tilbage i de små klasser og pænt kunne vente om nogle ville sige hej eller se lige igennem mig!
Jeg husker det så tydeligt hvordan jeg kørte tudende hjem derfra, med en følelse af magteløshed. Jeg ville så gerne vide, men ingen ville fortælle.

Det næste jeg husker, var min nevøs fødselsdag hen på sensommeren. En sommer der var gået uden nogen form for kontakt til min familie. Jeg var inviteret til fødselsdag.
Jeg var og er stadig stolt over at ingen afskar min drengs far, men at føle sig fravalgt pga ham gjorde ondt. En følelse som jeg ikke holdte for mig selv, men som jeg delte og jeg prøvede at forklare hvorfor jeg havde det som jeg havde, blot mødt af fnys og hovedrystende. Nok egentlig noget jeg havde ventede, fordi noget af familien talte man ikke om følelser. Men vi plejer at gøre det! Jeg bad dig ikke om at forstå, men alligevel prøve at sætte dig i mit sted. Helt som jeg havde prøvede at sætte mig i dit sted når andre valgte rejser frem for din fødselsdag. Hvordan du af og til kunne blive så ramt af en ubeskrivelig følelse, når du følte at andre familie medlemmer blev sat højere end dig.
Tilbage til fødselsdagen! Dagen kom tættere og tættere på, jeg blev mere og mere forvirret ud fra ting jeg hørte og jeg troede dødsstødet kom den dag min egen far var blevet sendt afsted som en anden snigskytte. Tænk at det var ham der skulle overbringe mig den besked. Nu kunne mit puslespil for alvor begynde.

Jeg valgte at aflyse, men stadig betale penge til gave til min nevø og med det løfte at der ville blive givet besked om at den var givet sammen. Jeg håber stadig i dag at denne besked blev givet og at jeg ikke fremstod som ligegyldigt.
Jeg håbet og bad til at min søns far stadig ville komme til fremtidige fødselsdage, for på den måde kunne vores søn bibeholde en kontakt til sine onkler, tanter og mest af alt fætre. Dette mødte i starten meget modstand, og det var ikke noget han ønskede! Og senere hen er det her gået op for mig at spillet i to lejre begyndt, for jo mere jeg hørte fra andre, jo mere var det jeg blev fortalt ikke det jeg hørte udefra!

Jeg brugte meget af sensommeren og efteråret på at forene mig med tanken om at jeg var alene. Alene på den måde, at jeg var uden den vigtigste del af mig selv. Men sådan måtte det være. Jeg havde prøvede at skabe en form for kontakt, måske ikke til de rigtige. Besvaret blev den hvertfald ikke!
Hold kæft det var hårdt og for helved hvor er der brugt mange tåre på at tænke på dem jeg mistede og dem jeg savnet allermest. Alt imens jeg prøvede at indordnet mig med disse tanker og følelser, fandt jeg flere og flere brikker i mit puslespil.

Tæt på jul modtog jeg en besked der var fuld af tanker og ord, men som betød alverden for mig!

Den dag jeg modtog denne SMS, husker jeg lige så godt som den dag jeg blev fortalt at min mor var død. Jeg stod i køkkenet om aften og var på vej i seng. Den nat fik jeg ikke sovet overhovedet. Denne sms var så vigtig for at mig at svare på. Men hvordan skulle jeg dog fortælle hende at alt det hun havde skrevet betød mere end noget andet for mig i lige det øjeblik. Hvordan skulle jeg fortælle hende at jeg var i mit livs ondeste drøm!
Jeg ville ønske jeg havde haft modet den gang til at ringe, men det havde jeg ikke. Men jeg svarede! Jeg svarede fordi det betød noget for mig, og jeg svarede med et lille bitte håb at noget, ikke alt men noget kunne blive ved det gamle igen!
Jeg tror ingen kunne finde ud af at tage bolden videre derfra. Måske var det nemmeste bare at holde sig bag en masse ord, men uden nogen egentlig handling. Endnu et af de 1000 spørgsmål jeg har!

Efter min nevøs fødselsdag, hvor jeg meldte afbud må det være taget som et ønske fra familiens side at jeg ikke ønskede at se dem mere. For fremover blev jeg aldrig indbudt mere.
Mens jeg tumlet med mit eget, gjorde det nok mest ondt på mig at se min far sidde som en lus mellem to negle og ville alle sine børn det bedste og alligvel rendte vi og var en gang store fjolser alle sammen!

Ulykken ville at min kære far er en gammel mand, som desværre ikke ynder at gå til lægen når noget gør ondt.
Jeg glemmer aldrig det opkald. Jeg vidste at den dag en af mine brødres navne ville så på telefonen, ville det være med dårligt nyt.
Han blev indlagt og er det stadig. Hvad jeg føler er det sidste jeg har tilbage ud over min søn, lægger i en hospitals seng og skifter fra at have det godt, til at have det skidt.
Dette blev på en eller anden måde min åbning for at se dem alle sammen igen. Jeg kunne se de havde det godt og trives, hvilket har optaget mig meget.



Jeg er mig. På godt og ondt! Jeg træder så meget ved siden at af og til. Men folk der kender mig, ved også at jeg er stor nok når tiden er inde, til at bekende mine fejl! Men det kræver at nogle er klar til at lytte og se frem af og ikke tilbage.
Hvis nogle stadig føler et behov for at fortælle mig at det at jeg føler mig fravalgt af min egen familie er forkert, at jeg bare ønsker at være en dramaqueen og skabe konflikter, så syntes jeg at de en gang for alle skal fortælle mig det til mig og ikke dele det med hele verden.

Hvis nogle stadig vil påstå at de er de voksne og ikke træder ved siden af, så kan forklare mig hvordan en dreng på 5 år kan komme hjem fra en fødselsdag og spørge "hvorfor er alle sure på dig mor, og siger grimme ord om dig"
Børn er loyale og jeg vil til evig tid være loyal over for mit eget barn! Men jeg vil ikke lade andre ødelægge ham og lade ham påvirke til et andet syn på mig! Hvem eller hvad ved jeg ikke, for jeg ønsker ikke at udspørge ham. Han skal frit kunne fortælle hvad han ønsker og ikke bruges som en våben.

Jeg beder jer alle om at huske at vi snakker om følelser her. Der er ikke noget facit. Der er ikke noget rigtig og forkert. Men vi er dog alle mennesker og vi ved alle hvor hårdt netop følelser kan ramme en og ikke mindst hvor langt ude de kan bringe et andet menneske.
Jeg har selv tænkt over hvor langt min samvittighed rækker, men har andre tænkt på det samme.


 

Jeg vil bare have min mor!!

Min mor døde da jeg var 12 år! Hendes liv var ikke altid nemt, men på en eller anden måde formået hun og min far alligevel at holde sammen. 

Som jeg er blevet fortalt begyndte hun at drikke da hun ventede mig, så det er det liv jeg opvoksede i. Hun har periode, også lange hvor hun ikke drak, men på en eller anden måde kunne man fornemme på min far og mine brødre at de "bare" sad og ventede på at hendes næste fald skulle ske. 

Selvom jeg var lille, var jeg godt klar over at vi ikke levede i en familie som alle andre, men det var min hverdag og mit liv.Så på trods af alt, elskede min mor, nok faktisk mere end jeg elskede min far. Jeg havde på en eller anden måde nemmere ved at håndtere hende druk, end jeg havde ved at se min far slå min mor, eller mærke slagene på egen krop, når min far var magtesløs. Min fars og mit forhold blev faktisk sådan først rigtig godt en del år efter min mors død. I dag er jeg fars pige i stor stil, og på trods af mine 28 år, er min far min klippe og derhjemme jeg gemmer mig når livet gør ondt. 

Mine brødre, især den ene, bære udefra set et indædt had til min mor. Måske fordi han var den ældste og dermed forstod og så alt, måske fordi han ikke kunne hendes løgne, eller er det fordi det gav ridser i lakken i hans eget ry, ikke at komme fra den perfekte familie. 

Jeg ved det ikke, og jeg troede egentlig ikke at jeg nogenside skulle stå som ham og have sådan et had til et andet menneske, men det gør jeg nu. 

Hele mit liv har jeg brugt alt alt alt for meget tid på at bevise at jeg ikke var som min mor og hold kæft jeg har lagt mange kræfter i det og javist jeg er noget en del længere med mit liv end hun var. Men alligevel begynder det at gå op for mig, at hun og jeg er meget ens! Vi tumler begge med en meget mørk side. En side som rigtig mange enten ikke forstå eller vender det blinde øje til! Det var hvad mange gjorde ved hende dengang og i dag gør de det samme ved mig!

Jeg tænker tit, dengang hun blev fundet død.. Mon det var som jeg husker jeg blev fortalt, at hendes krop bare havde sagt stop og ikke kunne mere, eller kunne jeg dengang være blevet stukket en løgn, for at dække over at det var hende selv der gav op! 

Jeg er et sted i mit liv hvor svigt tit bringer mig lige ud af kanten af vippen! Måske bare hun var modig nok og tog springet!? 

Jeg ville ønske jeg kunne spørge hende selv! Uanset hvad, lærte min mor mig dengang noget om familie og det bånd de burde have, noget jeg vil tage med mig til evig tid! 

I dag er jeg egentlig ikke så bange for at ligne min mor, trods alt det hun gjorde dengang, gav hun mig liv! 

Muligheden for at lære på godt og ondt!  

Og ikke mindst hvorfor?

At blogge er ikke fremmet for mig, men tiderne har ændret sig og dermed også mine behov.

Jeg har taget tilløb til rablendemor længe og haft mange tanker omkring bloggen. Skal jeg eller de personer der skrives om være anonyme?
Svaret er nej! Min verden er alt andet end lyserød nu! Både en erkendelse jeg så sandelig selv er blevet klar over, men som heller ikke burde efterlade min omverden om hvordan jeg har det!

Dette er vrangen ud!
Bloggen vil handle om hvordan det er at blive valgt fra af ens egen familie, en kamp som delemor og alle de tanker der følger med og en daglig kamp for at blive stående oprejst og overvinde de små stemmer i hovedet.

Jeg er det man kalder et blomster barn! Et barn der vendte den sociale arv, men jo længere jeg er komme i livet, jo mere vender jeg tilbage til en negativt mønster. Et er at vende et helt liv, men noget andet at dælme at havde fået der bearbejdet!

Mange vil spørge hvorfor jeg vælger at skrive om det, på en blog der er frit tilgængelig?
Fordi det hjælper mig, fordi jeg gennem netværk ved at jeg ikke er den eneste som kæmper med spøgelser fra en fortid og ikke mindst fordi jeg ikke ønsker at gemme min længere og få alt det at se ud som om at det hele er belagt med candyfloss! For af og til er livet virkelig lort og lagkage.

Velkommen til en verden hvor ikke alt er lyserødt og bestemt ikke uden nullermænd i hjørnerne. Velkommen til min verden!