Som jeg er blevet fortalt begyndte hun at drikke da hun ventede mig, så det er det liv jeg opvoksede i. Hun har periode, også lange hvor hun ikke drak, men på en eller anden måde kunne man fornemme på min far og mine brødre at de "bare" sad og ventede på at hendes næste fald skulle ske.
Selvom jeg var lille, var jeg godt klar over at vi ikke levede i en familie som alle andre, men det var min hverdag og mit liv.Så på trods af alt, elskede min mor, nok faktisk mere end jeg elskede min far. Jeg havde på en eller anden måde nemmere ved at håndtere hende druk, end jeg havde ved at se min far slå min mor, eller mærke slagene på egen krop, når min far var magtesløs. Min fars og mit forhold blev faktisk sådan først rigtig godt en del år efter min mors død. I dag er jeg fars pige i stor stil, og på trods af mine 28 år, er min far min klippe og derhjemme jeg gemmer mig når livet gør ondt.
Mine brødre, især den ene, bære udefra set et indædt had til min mor. Måske fordi han var den ældste og dermed forstod og så alt, måske fordi han ikke kunne hendes løgne, eller er det fordi det gav ridser i lakken i hans eget ry, ikke at komme fra den perfekte familie.
Jeg ved det ikke, og jeg troede egentlig ikke at jeg nogenside skulle stå som ham og have sådan et had til et andet menneske, men det gør jeg nu.
Hele mit liv har jeg brugt alt alt alt for meget tid på at bevise at jeg ikke var som min mor og hold kæft jeg har lagt mange kræfter i det og javist jeg er noget en del længere med mit liv end hun var. Men alligevel begynder det at gå op for mig, at hun og jeg er meget ens! Vi tumler begge med en meget mørk side. En side som rigtig mange enten ikke forstå eller vender det blinde øje til! Det var hvad mange gjorde ved hende dengang og i dag gør de det samme ved mig!
Jeg tænker tit, dengang hun blev fundet død.. Mon det var som jeg husker jeg blev fortalt, at hendes krop bare havde sagt stop og ikke kunne mere, eller kunne jeg dengang være blevet stukket en løgn, for at dække over at det var hende selv der gav op!
Jeg er et sted i mit liv hvor svigt tit bringer mig lige ud af kanten af vippen! Måske bare hun var modig nok og tog springet!?
Jeg ville ønske jeg kunne spørge hende selv! Uanset hvad, lærte min mor mig dengang noget om familie og det bånd de burde have, noget jeg vil tage med mig til evig tid!
I dag er jeg egentlig ikke så bange for at ligne min mor, trods alt det hun gjorde dengang, gav hun mig liv!
Muligheden for at lære på godt og ondt!
Ingen kommentarer :
Send en kommentar